Af Anna
Hvordan skal jeg dog indlede min fortælling om den eventyrlige rejse, jeg har været på gennem When Saints Go Machines nye album? Konkylie hedder det, og det udkom d. 18. maj i år. For et par år siden udgav de albummet "Ten Makes A Face", og det er tydeligt, at de har rykket sig meget siden, og at de har prøvet at bevæge sig nye og mere eksperimenterende veje på "Konkylie".
Forleden sad jeg nede i byen og lyttede til musikken, mens jeg ventede på min bus, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor kedelig en verden, folk omkring mig befandt sig i lige nu, hvorimod jeg selv var langt, langt væk i en fantastisk verden af melodi og toner.
Hele albummet foregår andetsteds, som er det hele en film. Man bliver slynget ind i åbnings-nummeret Konkylie, og jeg kan ikke lade være med at tænke på det som Lucy, der pludselig kommer ind i den helt anden verden, Narnia, gennem klædeskabet. Først er man lidt forvirret, men langsomt opstår noget spændende, anslags-agtigt, og det er som om Nikolaj Vonsild prædiker for os (og misforstå mig nu ikke; jeg er ateist, og parallellerne til religion vælger jeg, fordi musikken på mange måder virker utrolig eller bare ubeskrivelig). Jeg synes på mange måder, denne plade er meget mere tænkende og bevidsthedsudvidende end den gamle mere dansable. I mange af numrene glider Nikolajs fine stemme – som står i kontrast til den instrumentale, ofte dybere lyd – frem og tilbage og ligesom guider os gennem denne underlige verden, hvor instrumenterne omkranser det hele, som er de dyrene, bjergene, træerne og de andre væsner i eventyrverdenen.
Man kan selvfølgelig også finde When Saints' poppede kendetegn rigtig mange steder på albummet. Ofte starter et nummer også på én måde og udvikler sig så til noget andet, som fx i "Church and Law" (som de har spillet rigtig vildt live), og hvori det poppede beat også kommer til udtryk. Der er også både dubstep-lignende elementer og en sjov klimbrende lyd, der tegner melodierne i mange af numrene.
When Saints berører en masse forskellige temaer, skaber intense stemninger og befinder sig på en måde i en "alt kan ske"-verden – fra ubådsfølelser i "Chestnut" til Lykke Li-drums i "On The Move" og nærmest afrikansk-agtig stemning i "Jet”. Den sang jeg finder ret seriøs i den forstand, at den virker moden og minder mig om de koncerter, jeg er kommet til, hvor jeg måske har ligget lidt under gennemsnitsalderen, hvor folk bare har festet igennem til "voksen-agtig" musik. Sådan en sang er den! Og så "Kelly", tilbage til de lidt yngre (mig, piv) "First times Kelly kissed a boy" – klart mest poppede og 'mainstreamy' sang på pladen (hvis ikke det er halvkedelige ”Terminal 1”, hvis omkvæd musikerne tilsyneladende selv er ret stolte over) uden at være mainstream, bare catchy. ”Kelly” skaber god kontrast, så pladen samlet set virker varieret, selvom nogle af sangene godt kan minde om hinanden på nogen måder.
Der er en personlig historie i alle sangene, men "Add Ends", som egentlig virker enormt 'happy ending'-agtig (man kan næsten se Maria løbe ud over de levende bakker i The Sound Of Music) handler om Nikolajs fars død. Underligt. Sangen har en brat slutning – man falder pludselig ud af trancen, kommer i tanke om, at man (også) har en ægte krop, og man er tilbage i den virkelige verden – som netop vågnet af en fjern drøm.
Flere af sangene minder mig om Super Mario Galaxy eller en eller anden børnefilm, hvor folk løber og har det sjovt. Modsat er rigtig mange af numrene på pladen præget af en tung melankoli, og jeg kan ikke bare sætte den her cd på, ligegyldigt hvilket humør jeg er i.
Men når jeg går på gaderne inde i Århus, kan jeg godt lide at føle, jeg ved mere om universet end de andre, jeg deler atmosfære med, og cd'en er gennemført, moden og jeg vil anbefale den – måske er det endda muligt at erstatte euforiserende stoffer med cd'en.
Eksterne links:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar